Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter
Temaet for det ugekursus, Anne og jeg havde tilmeldt os på Krogerup Højskole, var På Eget Ansvar. Det kunne sådan set godt have handlet om at flytte i bofællesskab, for det er i høj grad ’på eget ansvar’, når man vælger at flytte sammen med 41 andre familier i et helt nybygget bofællesskab, hvor man ikke selv har valgt de andre familier, ligesom de heller ikke har valgt dig.
Men når kurset nu foregik på Krogerup Højskole, som ved starten i 1946 havde teologen og demokratitænkeren Hal Koch som sin første forstander, handlede det naturligvis grundlæggende om demokratiet. Dengang var Krogerup en del af en større demokratisk samfundsmæssig oprustning, der fandt sted efter Anden Verdenskrig. Håbet var, at Krogerup som en ny medborgerskole skulle uddanne fremtidige generationer til at værne om og udvikle det danske demokrati.
Vores eget demokrati er ikke ufejlbarligt
Hal Koch insisterede på, at demokratiet “ikke er en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på”. Det må siges at være en sandhed, som er mindst lige så sand i 2025 som i 1946. Populisme, nationalisme og autokratisme skyller mange steder i verden de demokratiske bolværker omkuld. Mindre i Danmark end andre steder i Europa og i USA, men heller ikke vores eget demokrati er ufejlbarligt, og der er måske snarere brug for demokratisk oprustning end den åndelige oprustning, som regering og statsminister taler om i denne tid.
Heldigvis råder vi i Danmark over knap 80 højskoler, som i større eller mindre grad tilbyder demokratiske samtaler med udgangspunkt i både Grundtvigs og Hal Kochs tanker, og det er en tradition, som strækker sig helt tilbage til grundlæggelsen af Rødding Højskole i Sønderjylland i 1844. Tilsammen bidrager de til at holde forestillingen om et nationalt fællesskab forankret i demokratiske værdier vedlige.
Hver især gav ugens præsentationer og debatter stof til eftertanke omkring udviklingen af vores nationale fællesskab, som kræver stadig pleje. Det er, som Hal Koch i sin tid påpegede, ’en kamp som stadig pågår’. Men drøftelsen af ansvar og kritisk samtale er mindst lige så relevant i de mindre lokale fællesskaber, vi alle er en del af. Det kom ofte til udtryk i ugens debatter, når vi kommenterede og stillede spørgsmål. Men det kom også til udtryk i vores uformelle udvekslinger under morgenmad, frokost og middag, eller når vi slappede af efter dagens seancer.
En deltager kunne fortælle, at hun boede i Grønne Eng i Ørestad Syd i København. Som tilfældet er med Fridlev, flyttede beboerne ind i 2023. Det består af 41 andelsboliger og 34 ejerlejligheder, i alt 75 boliger i varierende størrelser og med forskellige fleksible planløsninger. Bebyggelsen er opført i 2-6 etager, med en blanding af rækkehuse og etageboligbyggeri, og et fælleshus på i alt ca. 1.000 m2. Fællesfaciliteterne indeholder gæsteværelser, teenagegang, øvelokale, fællesvaskeri med regnvandsgenanvendelse, tagdrivhus, kontorfællesskab, cykelværksted og motionsrum. Byggeriet er tegnet af Vandkunsten, som har tegnet flere bofællesskaber end nogen anden dansk tegnestue. Det er virksomheden EcoVillage, som står bag.
På mange måder kunne vi spejle os i hinandens erfaringer og praksisser
Ugens drøftelser om ansvarets betydning og nødvendigheden af den kritiske demokratiske samtale for mennesker og samfund indeholdt mange perspektiver, bl.a. disse: Naturligvis filosoffer som danske K.E. Løgstrup, slovakiske Zizek og tyske Hannah Arendt; plus kristendommens forståelse af ansvaret for skaberværket og naturen, som nu styrter sammen over hovedet på os.
Folketingspolitikerne Jakob Mark og Martin Lidegaard fortalte ærligt om deres personlige oplevelser af at skulle håndtere det politiske ansvar i en medieverden, som kan forekomme kaotisk og ikke giver den plads til samtale og eftertanke, som demokratiet også har brug for.
Forstander Rasmus Meyer var ordstyrer i en debat, hvor de tre kombattanter ikke var helt enige om højskolens rolle i dagens samfund. Bl.a. var der uenighed om højskolens evne til at inkludere alle, i forlængelse af den mediedebat, der har været på det seneste.
Biotekniker Mickey Gjerris og aktivist Nikoline Borgermann udvekslede synspunkter om brugen af civil ulydighed i den klimakrise, som dag for dag stiller os overfor nye udfordringer.
Og medieanalytikeren Camilla Mehlsen stillede skarpt på vores forbrug og afhængighed af sociale medier, som ikke ligefrem er baseret på nødvendigheden af samtalen mellem mennesker, som er højskolens store mission, men som til gengæld berører langt flere af samfundets borgere.
På mange måder kunne vi spejle os i hinandens erfaringer og praksisser, selvom Fridlev ligger på landet og Grønne Eng blot 500 meter fra nærmeste metrostation og derfor meget tæt på Københavns centrum.
Alligevel var det vores indtryk, at Grønne Eng i høj grad forsøger at virkeliggøre drømmene om at leve sammen i en økolandsby, hvor man deles om tingene, sparer på jordens ressourcer, søger at være mere for hinanden i hverdagen. Fællesskabet satser også på at mindske CO2-aftrykket igennem dele-el-biler, byttecentral, fællesbibliotek, genbrug af møbler, tallerkener og legetøj i fælleshuset.
At vi begge var endt i et bofællesskab med fokus på bæredygtighed, var ikke specielt overraskende. Vores veje har aldrig krydset hinanden, men de har været parallelle. Vi var begge med i arbejdet for en bæredygtig udvikling tilbage i 1970’erne, fordi vi betragtede det som vores ansvar at give kloden videre i god stand til kommende generationer.
At være en del af et bofællesskab løser ikke automatisk alle verdens problemer, men det giver den enkelte mulighed for at skubbe udviklingen i den rigtige retning sammen med andre. At tage ansvar sammen! Det er ikke bar ansvarligt, det er også sjovt.
Vi var enige om, at uligheden sniger sig ind overalt
En anden og noget yngre deltager fortalte i ugens løb begejstret om de initiativer, hun deltog i på det ydre Østerbro i København, sammen med naboer og genboer, og uden at det var forankring i et formaliseret bofællesskab. Folk fandt sammen om improviserede fællesspisninger. Folk hjalp hinanden med pasning af børn. Man udvekslede værktøj i stedet for at man hver især købte det hele.
Frøene til at flytte i et mere formaliseret bofællesskab var sået, men helst inde i byen, drømmen var ikke en udflytning til mere landlige omgivelser, hvor mange bofællesskaber typisk ligger. Derfor var hun begyndt at interessere sig for et nyt boligprojekt, som Fridlevs bygherre, udviklerfirmaet Almenr er involveret i: Stejlepladsen, et nyt bykvarter i København ved Sydhavnstippen.
Der er tale om et byggeri, som gennemføres i tre etaper, med omkring 860 boliger, som omfatter ejer- og lejebofællesskaber, almindelige lejeboliger, ejerboliger, ungdomsboliger og almene boliger. Den første etape er allerede ved at blive bygget, og de første beboere skal kunne flytte ind i sommeren 2026. Hele bebyggelsen vil først stå færdig i 2028.
Bebyggelsen som helhed er ikke et bofællesskab, men det er visionen, at kvarteret samlet set skal baseres på fællesskab. De planlagte ejer-bofællesskaber kommer til at omfatte i alt seks bygninger med 48 ejerlejligheder i alt, tre af disse i byggeriets første fase. Måske ikke voldsomt i forhold til det samlede antal lejligheder i området, men en interessant udvikling, fordi det normalt er svært at bygge bofællesskaber i storbyen.
Hun kunne godt tænke sig at bo på Stejlepladsen, tæt på vandet, tæt på naturen, og alligevel tæt på byen, sammen med andre som tror på genbrug, beskyttelse af miljøet og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, med genbrugsmaterialer på facader, og masser af grønne områder, byttecentraler, cykelstier og sociale mødesteder.
Bekymringen var bl.a., om hun ville have råd til at købe en lejlighed i ét af bofællesskaberne, for billige er de ikke. Byggerier er aldrig en filantropisk forretning, og på Stejlepladsen sælges til Københavnerpriser. Ikke til den halve kvadratmeterpris, som tilfældet er i Hvalsø syd for Roskilde, ude på landet, men hvor en bolig i et bofællesskab stadig koster cirka det dobbelte af, hvad et hus i Hvalsø normalt koster.
Vi var enige om, at uligheden sniger sig ind overalt i vores samfund, og det kommer let til at modarbejde den mangfoldighed, som vi var enige om er vigtig, hvis vores fællesskaber skal være stærke nok til at påtage sig et ansvar for den nødvendige grønne omstilling, såvel som for den demokratiske samtale, som er forudsætningen for omstillingen.
På den måde var der i virkeligheden ikke særlig langt fra hverken Fridlevs eller Stejlepladsens daglige virkelighed til de mange undertiden højtflyvende foredrag om at tage ansvar, som vi blev præsenteret for.
Mange var enige om, at det lille fællesskab er oplagt
Det var to eksempler på, hvordan bofællesskabet var på dagsordenen på Krogerup, selvom det ikke officielt var på dagsordenen. Men der var i virkeligheden mange flere, for under ugens i alt 17 måltider, hvor vi blev præsenteret for dejlige økologiske retter, ikke udelukkende med grøntsager, der var også plads til kødretter, plus de mange korte pauser under de omkring 16 foredrag og debatter, programmenuen stod på, var der masser af muligheder for at udveksle tanker om, hvordan vores boligforhold og nære fællesskaber påvirker vores liv.
Mange af vores jævnaldrende i 60’erne og 70’erne var interesserede i vores medlemskab af et nyt bofællesskab, sammen med 41 andre familier, i et aldersblandet fællesskab med en gennemsnitsalder blandt de voksne på omkring 40 år. Plus en masse levende og larmende børn, som undertiden får lydniveauet højere op, end vi ’gamle’ finder passende. Sådan er vores børnebørn også, sagde de, og det er fint nok, men det var ikke et miljø, de havde kræfter til i det daglige.
Så hellere overveje seniorfællesskabets mere rolige rammer, hvilket flere havde gjort. Men havde nøjedes med overvejelsen, fordi de ikke kunne overskue at flytte fra det store parcelhus, hvor der var plads til alt det ’skrammel’, de havde samlet sammen gennem et langt liv. De orkede ikke tanken om og arbejdet med at skulle skille sig af med det. Flere enlige pegede dog på, at det sagtens kunne være en mulighed, de ville overveje, hvis de ikke skulle flytte for langt væk fra børn og børnebørn.
Men alle var enige om, at det lille fællesskab, uanset om det var det helt uformelle i parcelhuskvarteret eller opgangen, eller det juridisk forpligtende i det traditionelle bofællesskab, var et oplagt sted at praktisere de tanker om ansvar og en kritisk demokratisk samtale, som vi tilfældigvis var bragt sammen på Krogerup Højskole for at lære mere om.
Du kan læse mere om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rejsen til Fridlev”, på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk
Bliv medlem
Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.
