Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter

Folkemødet på Bornholm startede i 2011, inspireret af den svenske politikeruge Almedalsveckan, der afholdes hvert år på Gotland, og med Bornholms tidligere borgmester, Winni Grosbøll, og daværende indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder, som centrale initiativtagere. Jeg deltog selv i det første Folkemøde, som næppe samlede omkring 10.000 deltagere, hvilket dengang blev betragtet som mange.

Folkemødet på Bornholm startede i 2011, inspireret af den svenske politikeruge Almedalsveckan, der afholdes hvert år på Gotland, og med Bornholms tidligere borgmester, Winni Grosbøll, og daværende indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder, som centrale initiativtagere. Jeg deltog selv i det første Folkemøde, som næppe samlede omkring 10.000 deltagere, hvilket dengang blev betragtet som mange.
I år var der vist mere end ti gange så mange, og det mærkede man rent fysisk, når man sneglede sig gennem den kompakte menneskemasse fra ét debatmøde i den sydlige ende af Allinge-Sandvig til et andet i den nordlige ende. Men formålet er det samme i 2025 som i 2011: at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere; at skabe møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationerne og politikerne fra Folketinget, EU, kommuner og regioner; og at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.

Grundstenen i Folkemødets koncept er med andre ord, at demokratiet er for alle, der ønsker at være med. Og det er alle åbenbart også, hvis man skal dømme efter det program, vi studerede grundigt i dagene inden starten: omkring 3.500 demokratiske tilbud om alt mellem himmel og jord, organiseret af flere hundrede foreninger og organisationer. 

Med andre ord et overflødighedshorn af præsentationer og debatter, hvor man kunne lytte til partiledernes budskaber på den store scene sammen med tusindvis af andre, eller bidrage aktivt til debatten sammen med et par håndfulde andre interesserede på én af de mange små scener

Ikke overraskende forsøgte vi at koncentrere os om præsentationer og debatter, som havde noget med bofællesskaber og bæredygtighed at gøre. Vi startede vores program på førstedagen med at melde os til en workshop organiseret af Velux Fonden, som har sat sig for at kortlægge karakteren og kvaliteten den demokratiske bæredygtighed for at finde ud af, hvordan vi kan håndtere det pres, samfundet udsættes for i form af klimakrise, globale spændinger, og modsatrettede hensyn. 

Derfor bliver demokratisk bæredygtighed en vigtig brik i det billede, der udgør et modstandsdygtigt, responsivt og retfærdigt samfund. For hvordan gennemfører man en ressourcekrævende og gennemgribende grøn omstilling uden at fremprovokere en allerede stigende ulighed?

Tilhørerne fik til at starte med en præsentation af en undersøgelse, som organisationen Democracy X har udarbejdet. Her kortlægger man demokratiets bæredygtighed for at finde plads til forandring og forbedring. De undersøger de forskellige forhold og hensyn, der gør sig gældende, når vi som samfund stilles over for demokratiske dilemmaer: Hvad er det rigtige at gøre, når bæredygtighed kommer i konflikt med bæredygtighed? 

Det vil vi hver især have forskellige svar på, men generelt handler og navigerer vi danskere ud fra nogle centrale kerneværdier. Derfor kan vi kun forstå den demokratiske bæredygtighed i dybden, hvis vi tager udgangspunkt i de forskelligheder, der er i befolkningens kerneværdier, og spørger, hvordan de påvirker forholdet til demokratiske dilemmaer.

Ofte er dilemmaerne meget lokale og konkrete, og her bliver de interessante og relevante for de [bo]fællesskaber, vi indgår i. Hvordan ville vi f.eks. stille os til et forslag om, at der opstilles en ikke ligefrem arkitektonisk perle af en solcellepark på engen lige foran vores bebyggelse? Eller hvad ville vi gøre, hvis en lokal virksomhed blev tvunget til at lukke og 80 ansatte mistede deres arbejde, fordi CO2-afgiften blev for bekostelig?

Undersøgelsen peger på, at vores stillingtagen sikkert vil afhænge af, hvilken af de seks kategorier af borgere, man har fundet frem til, at danskerne med rimelighed kan opdeles i. Om vi fx er individualist [man skal tage ansvar for eget liv], traditionalist [vi har danskheden til fælles], pragmatiker [det skal nok gå det hele], vogter [ingen må trædes over tæerne], eller omstiller [tro på forandring med et globalt perspektiv]. Omkring bordene ’bekendte’ vi hver især, hvad vi mente passede på os selv, og diskuterede derefter nogle fremlagte dilemmaer.

Det var en interessant øvelse, som sagtens kan anvendes i et bofællesskab, når der er omfattende og forandringskrævende sager om vores bæredygtige fremtid på dagsordenen. 

Vi ved jo godt alle sammen [næsten alle sammen i hvert fald], at en bæredygtig fremtid kræver forandringer i vores måde at producere og forbruge på; mange af os har nok også en oplevelse af, at omstillingen ikke kommer hurtigt nok; og vi må erkende, at de nødvendige forandringer kommer til at ramme os med forskellig tyngde, hvilket giver grobund for nye konflikter og en forstærkning af de eksisterende.
Velux Fonden har med dette initiativ smidt et yderst nyttigt redskab på bordet. Demokratianalysen vil i august kunne findes på projektets hjemmeside: www.demokratiskbaeredygtighed.dk. Her kan man også finde en omtale af workshoppen på Folkemødet. Jeg kan kun opfordre til, at bofællesskaber såvel som andre fællesskaber gør brug af de idéer, som løbende vil blive præsenteret på hjemmesiden.

Dagen efter bænkede vi os i Den Sociale Scenes telt for at overvære en samtale med titlen Sådan skaber du mere fællesskab i hverdagen, arrangeret af Boligselskabet AKB og Boligforeningen 3B, og med en programchef i Realdania og en beboer i bofællesskabet Galgebakken i Albertslund i panel.

Udgangspunktet for samtalen var, at vi oplever en stigende ulighed i sociale, økonomiske og kulturelle vilkår, samt en stigende ensomhed. Derfor er de lokale fællesskaber vigtige i hverdagen, og der er brug for, at vi understøtter og fremmer dem. De almene boligområder har stor erfaring med at fremme fællesskaber gennem det fysiske miljø, naturlige mødesteder og sociale arrangementer. Samtidig findes der forskellige boligkoncepter, som f.eks. seniorbofællesskaber og AlmenBolig+ afdelinger, der bidrager til at styrke hverdagsfællesskaber. 

Så hvordan understøtter vi dem? Hvordan lader vi os inspirere af andre? Hvilke initiativer virker bedst? Og hvordan kan vi sikre, at alle har mulighed for at deltage i fællesskaber, der fremmer livskvalitet og bekæmper ensomhed?

Det gav paneldeltagerne deres forskellige perspektiver på, og som medlem af et nyt bofællesskab, hvor vi stadig er i fuld gang med at etablere os og opbygge en fælles forståelse af de regler og normer, som skal danne ramme om vores tilværelse, var det interessant at lytte efter idéer, som kunne inspirere.

En panelist fortalte om et bofællesskab, hvor arkitekterne bevidst havde udformet husene på en måde, så man uhindret kunne kigge ind til hinanden. Det ville bidrage, måtte man forstå, til at styrke oplevelsen af et stærkt fællesskab, når det, man normalt opfattede som en privat sfære, blev trukket længere ind i den fælles sfære. Ikke at der blev lagt op til en form for ’voyeurisme’, men måske snarere en opfordring til ikke at skelne helt så skarpt mellem det privat og det fælles, som tilfældet er i mange bofællesskaber, også i Fridlev.

Det er jeg ikke sikker på ville vække genklang i Fridlev. Vi bor forholdsvis tæt, med alle indgangsdøre ud mod gårdspladsen, og stien tæt på husene. Man kan ret let se ind til hinanden, uden at man dog ligefrem kan følge med i familiernes liv inden døre, medmindre man virkelig anstrenger sig. 

Men på grund af niveauforskelle i husenes placering, kan nogle familier opleve, at de på bagsiden af huset, den private sfære, ikke har den grad af privathed, som de havde håbet på. Derfor bølger der nu en debat om muligheden for at sætte et midlertidigt hegn op, ét som kan fjernes, når beplantningen er vokset op.

Det er ikke nogen helt let debat at få landet, så alle kan se sig selv i beslutningen. Især fordi husenes herlighedsværdier ikke var til at vurdere, da vi i sin tid købte vores huse, på et tidspunkt hvor de stadig blot var tegninger og modeller, og det var umuligt at vurdere, hvordan den skrånende byggegrund ville ende med at påvirke ind- og udsyn. For flere beboere er det endelige resultat kommet som en stor overraskelse.

Arkitektonisk vil det bestemt ikke pynte med midlertidige hegn, men måske er det den pris, som skal betales for at fastholde fællesskabets indre sammenhængskraft? Det må tiden vise.

En anden spændende debat blandt paneldeltagerne handlede om at finde den energi, som et fællesskab har brug for, når beboerne skal samles om f.eks. fællesspisning, begrænsning vores forbrug, og andet der peger i en bæredygtig retning. Det er måske ikke så svært, hvis man har været med til at etablere et nyt bofællesskab netop med henblik på at bidrage til en mere bæredygtig livsform, men det kan være sværere, hvis rammen er en almen bolig eller et seniorfællesskab.

Det førte til betragtninger om, hvordan vi [måske] kan bringe lidt mere ’kampgejst’ ind i vores fællesskabssnakker. Lidt mere ideologisk kraft ville nogle måske kalde det. I 70’ernes traditionelle bofællesskaber var det børnekampen, kvindekampen og miljøkampen, som dominerede. Fællesskabsorienterede mennesker har sikkert stadig en positiv oplevelse af de holdninger, uden nødvendigvis at mene, at de skal komme til udtryk på den bastante måde, det ofte var tilfældet før i tiden.

Men så kunne man måske tage mere håndfast fat på de sociale, kulturelle og økonomiske uligheder, som var indgangsbønnen til debatten i Det Sociale Telt denne fredag eftermiddag. Plus den ensomhed, som rammer mange, unge som ældre. Hverken ulighed eller ensomhed bliver mindre i den jungleagtige og polariserede verdensorden, som hersker i disse år. Tværtimod. Regering, partier og politikere har en rolle at spille, men mon ikke det endnu engang er det civile samfund og de mange formelle og uformelle fællesskaber, som skal knække koden.

Blandt tusindvis af debatter på Folkemødets tre dage var der naturligvis mange flere, som handlede om bofællesskaber, andre former for fællesskaber, nye former for bæredygtigt byggeri, og bæredygtighed i det hele taget. Også Realdanias nye udgivelse om Livskvalitet og forbindelsen mellem dette og livet i fællesskaber var på dagsordenen.

Sammen med Camilla Nielsen-Englyst, Bofællesskab.dk’s forperson, forsøgte vi efter bedste evne at lade vores stemmer høre i så mange debatter, som vi havde mulighed for at komme i nærheden af. Måske skal vi til Folkemødet i 2026 overveje egne arrangementer om nogle af de temaer, hvor vi kan gøre en forskel. Nogle af de temaer, vi drøfter i vores serie af Fredag med Fællesskab samtaler - om generationsskiftet, de nye udviklerfirmaers rolle. Der er nok at tage fat på.

Folkemødet er et godt sted at drøfte disse emner. Fællesskabsmødet kunne man måske ligefrem kalde det?

Du kan læse mere om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rejsen til Fridlev”, på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk 

Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.